Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kommer i denne uge på officielt besøg i Kina. Han har flere dagsordener, og den vigtigste er at underskrive en ny version af Danmarks strategiske partnerskabsaftale med de kinesiske myndigheder.

Helt som forventet møder Løkkes besøg kritik fra flere politiske partier. Især DF, SF, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance er af den holdning, at Danmark ikke har interesse i at opretholde den hidtidige relation til Kina. Argumenterne er de velkendte. Kinesere har forkerte værdier, en aggressiv attitude, og de respekterer ikke internationale spilleregler.

I visse tilfælde er kritikken på sin plads. Til gengæld misser den pointen på andre områder, især påstanden om at Danmark ikke er afhængig af det gensidige handelsforhold. Det møder ikke meget forståelse blandt økonomer. For få uger siden understregede Nationalbanken i en ny analyse, at dansk økonomi kan blive hårdt ramt af en lavkonjunktur i Kina.

Men lad den erhvervsøkonomiske diskussion ligge for en stund. For det er egentlig mere interessant at få et bud på alternativerne. Hvad er det helt præcis for en relation til Kina, folk som Pia Olsen Dyhr og Morten Messerschmidt ønsker sig? En tilbagevenden til koldkrigstilstande med de konsekvenser, som det medfører? En verden præget af geopolitisk ustabilitet og konstante konflikter i stil med, hvad vi nu oplever i Ukraine? Verdenssamfundet har siden årtusindskiftet gennemgået en epoke af velstand og stormagtsfred uden sidestykke i historien. Det er ikke tilfældigt. Én af de væsentligste årsager er Kinas integration i den globale økonomi, der blev manifesteret med optagelsen i WTO i 2001.

Nu ser verden anderledes ud, hvilket bestemt også er en konsekvens af Kinas egne handlinger. Magtarrogance har altid præget landets politiske elite, som i moderne tider udgøres af kommunistpartiets kadrer og lokale embedsmænd. Markedsliberaliseringen over de seneste 40 år har medført en vis pragmatisme, men nationalistiske strømninger dukker fortsat op til overfladen med jævne mellemrum.

Den gode nyhed er imidlertid, at Kinas nuværende politiske ledere tilhører den sidste generation, som fik værdisættet formet under Kulturrevolutionen (1966-1976). Yngre kinesere er vokset op under forhold, som på mange områder minder om vores. Kinas middelklasse under 55 år tæller nu omkring en fjerdedel af landets 1,4 milliarder borgere. De er langt mindre påvirket af idealisme end de foregående generationer. Det betyder ikke, at velstående kinesere over en bred kam er i opposition til kommunistpartiet. Men de prioriterer en stabil tilværelse fremfor politiske paroler, og de er klar over, at det forudsætter et tåleligt forhold til omverdenen.

Ønsket om et bedre liv er en stærk katalysator for både middelklassen og Kinas øvrige befolkning. Det udgør fundamentet for de enorme fremskridt i den kinesiske industri og teknologisektor. Mange danske virksomheder er tiltrukket af de muligheder, som væksten fører med sig, og som derved også bidrager til velstand og jobskabelse i Danmark. Hvorfor skal det sættes over styr, fordi vi ikke er enige med det kinesiske kommunistpartis verdenssyn? At reducere afhængigheden af det kinesiske marked er én ting. Det er en logisk konsekvens af den udvikling, vi har set i Rusland siden invasionen af Ukraine. Men at gå skridtet videre og droppe relationen til Kina giver ingen mening. Hverken for den enkelte virksomhed eller for det danske samfund som helhed.

Peter Bøgh Hansen er politisk chef for DI i Kina og bosat i Shanghai.